Corona-lockdown i Danmark har på mange måder været en interessant udviklingsperiode – både på det personlige og kollektive plan. Mange af os byboere, lukket inde i vores små lejligheder, har forsøgt at få mere luft i naturen – i skoven, på engen og ved stranden. Faktisk har jeg aldrig set så mange mennesker gå ture i det grønne som i løbet af det sidste år. Og det er helt fantastisk – det faktum, at mennesket (inklusive mig selv) endelig vågner op til, at naturen har noget værdifuldt at tilbyde, ud over fødevarerne i supermarkederne. 

Én ting synes jeg dog er meget interessant. Jeg kan ikke undgå at bemærke, hvor lidt vi egentlig er til stede, mens vi opholder os i skoven. Som civilisation har vi glemt, hvordan man bare kan være i naturen og blive ét med den. Vi er ganske vist fysisk til stede, men vores sind er optaget af alt muligt andet end naturens lyde og indtryk. 

Mængden af mennesker, der løber eller vandrer med høretelefoner på og lytter til musik eller podcasts, er imponerende. Grupper af unge går rundt med ghettoblastere og spiller høj musik. Cyklister kører ekstremt hurtigt gennem skoven. Folk går i grupper, taler højt og lægger dårligt nok mærke til, hvor de er. På en måde føles alt det ganske unaturligt sammenlignet med naturens stille og beroligende nærvær – og måske endda respektløst over for naturen. Vi går glip af store mængder værdifulde informationer, mens vi blindt løber rundt i skoven uden at stoppe op og lægge mærke til, hvor vi egentlig er. Uden at være virkelig til stede. 

Naturen har sine rytmer, lyde, usynlige energier og sit eget flow. Men det moderne menneske er næsten blind for det. Naturen skal sanses, værdsættes og mærkes på et ikke-verbalt niveau. Vi må opfange de fine lyde fra bladene, der dækker jorden, fornemme vindretningen ændre sig, lugte træerne og mærke summen af Jordens knæhøje elektromagnetiske felt. Jeg er faktisk ret sikker på, at de fleste aldrig har hørt om dette felt – eller fornemmet det. Alligevel er det evigt til stede og kan nemt mærkes, hvis man er følsom nok og indstiller sig på Jordens energi. 

Mine egne åbenbaringer kom, mens jeg gik en tur i skoven med en veninde og spontant besluttede at lave en energihealing-session på hende, da hun klagede over fysiske smerter. Jeg har oplevet det samme flere gange med forskellige mennesker. Vi finder typisk et uforstyrret sted mellem træerne, sætter os ned, og jeg laver en session på dem, ligesom jeg gør i min klinik i byen. Jeg blev dog forbløffet over, hvor meget af naturens energi der var tilgængelig for os under healingen. Energien var overalt og syntes at være til rådighed i næsten ubegrænsede mængder. Jeg blev også overrasket over, hvordan Jorden absorberede den “tunge” eller “beskidte” energi, der frigøres fra personens krop under healingen. 

Normalt, når jeg arbejder i min klinik, bliver denne “beskidte” energirest i rummet efter behandlingen, og man skal lufte godt ud og rense rummet energetisk, når klienten er gået. Nogle gange har denne energirest endda en tung og ubehagelig lugt. Selv de, der ikke er særlig følsomme, oplever en tæt og ubehagelig fornemmelse i rummet efter behandlingen. Det er det, jeg kalder energirest. Men ikke her. Naturen leverede uendelige mængder energi til healingen og rensede det hele bagefter. Det var bare så ubesværet og elegant. Så … naturligt. 

Naturligvis blev jeg så inspireret af det, at jeg er begyndt at tilbyde healingsessioner i naturen i stedet for i min klinik – for de klienter, der er åbne for den slags oplevelse. Jeg ville elske at inspirere folk til en ny måde at være på, så vi ikke længere tror, at behandling skal finde sted i et lille, lukket rum i en betonbygning, omgivet af elektriske ledninger og mobilstråling. Faktisk er sådanne omgivelser det modsatte af sand heling! 

Det er på tide at indse, at vi er energetiske væsener, og at vi tilhører naturen. At begynde at opfatte naturen som vores sande hjem og fristed. At ære den for den enorme mængde energi og den helbredende kraft, den tilbyder os.